© 2015 by iben munnecke Proudly created with Wix.com

Åbne vidder uden vejviser

I sine malerier 'Almost Landscapes' viser Iben Munnecke os tomheden.

Landskaberne selv fremtræder kun i antydningen, som sarte rosa nuancer i en næsten usynlig horisont eller som tågen, der i et afmålt penselstrøg lægger et blåt slør over det lydløse. Derudover strækker kun det hvide, nøgne lærred sig og kræver, at vi selv tager stilling — og måske tør møde det med vores egne, indre landemærker.

Ibens hvide verden

Udenfor smelter sneen langsomt, lyset falder ind gennem vinduet i det lille, hvide værelse. Vi er på tredje sal i en af de forhenværende sygeplejerskeboliger i De Gamles By på det Indre Nørrebro. Værelset må ikke længere benyttes til beboelse, men til gengæld må man gerne lave kunst her — og det gør Iben Munnecke, laver kunst, som hun altid har vidst, at hun skulle.

"Siden jeg var otte-ti år har jeg vidst, at det var i den retning, jeg skulle. Alle børn tegner jo, eller de fleste gør, for mig har det bare altid været naturligt at lukke mig inde i den verden — og at få lov til det hjemmefra", fortæller Iben, hvis mor også er billedkunster, og hvis far er indretningsarkitekt.

Som 23-årig blev Iben Munnecke optaget på Kunstakademiet i kun andet forsøg, hvilket er lidt af en bedrift. Hun viser mig nogle af billeder, der sidst i 1990'erne åbnede dørene til Akademiet for hende. Billederne er farvestrålende, malingen er lag på lag, og hver en centimeter af kanvasset er dækket. De står dermed i stærk kontrast til de minimale landskabsbilleder, der i dag er Ibens signatur.

Den krævende tomhed — og tiden rundt om værket

Ibens smukke 'næstenlandskaber' kan virke provokerende i måden de efterlader tilskueren alene med så meget tomt lærred. Provokerende, eller inspirerende, alt efter temperament.

"Jeg arbejder stadig med, hvor meget, eller lidt, der skal på, og det er faktisk bare fedest for malerierne, når der ikke er så meget. Det kræver utroligt meget lærred, så jeg arbejder også med papir", fortæller Iben om sin proces.

Jeg spørger, om det udover materialerne ikke også kræver en stor mængde selvberskelse at holde udtrykket så minimalistisk?

"Det kræver det helt vildt meget" svarer Iben, "men når jeg tænker over det, så passer det egentligt meget godt med, at jeg ikke har så meget tålmodighed" griner hun. "Nogle gange ville jeg da også ønske, at jeg skulle bruge lang tid på mine ting, og det gør jeg jo også, jeg bruger papir og lærred, og det kører i hovedet, men det er ikke det enkelte maleri, det er mere sådan, at det lige pludselig er der".

Rundt om kunsten uden for atelieret fungerer Iben som aktivitetskoordinater på plejehjemmet Slottet i De Gamles By. Slottet er et plejehjem med regnbueprofil, det vil sige med et særligt fokus på beboere fra LGBT-miljøet.

"Jeg lavede kunst i starten og lavede et malerhold, hvor jeg fik nogle af beboerne til at male og dekorere gangene. Jeg er også selv begyndt at dekorere gangene, og jeg er så begyndt at samarbejde med lokalsamfundet. Jeg startede med at samarbejde med Det Fri Gymnasium, fordi jeg gerne ville have graffitien ind. Det begynder at blive mere og mere åbent".

Iben fortæller, hvordan De Gamles By for blot få år siden stadig var omgivet af hegn, men i dag i stigende grad er åben for borgere i alle aldre. Iben er med sin kunst og kunstneriske samarbejder på Slottet en aktiv del af den proces.

At lade stilheden vokse

"Jeg er inde i min egen varme igen" siger Iben. Hun fortæller, hvordan hun i en periode var helt ved at opgive maleriet, at sygdom i familien og presset over at skulle have en indtægt udelukkende fra sin kunst var lige ved at lukke malerbøtterne i for altid.

"Jeg havde en periode på et par år, hvor jeg blev frustreret, hver gang jeg malede, jeg fik angst af at male". Iben viser mig et maleri fra den periode, i grønne, lidt mudrede toner. Det er smukt, men ganske rigtigt også mere dystert, som Iben selv bemærker.

På den anden side voksede de rene næstenlandskaber for alvor frem.

"Det giver mig  en enorm ro. Det var det jeg fandt ud af i den pause. Jeg at male er for mig det  som er det for nogle at løbe en tur", siger Iben. Jeg spørger, om hun igen i fremtiden kommer til at fylde det hvide ud med farver? "Jeg tror ikke, jeg skal tilbage", svarer hun, "alting behøver ikke komme ud på lærredet".

Almost Landscapes fortæller dig ikke, hvad du skal synes, hvor du er, eller hvor du skal gå hen. Nogle vil måske blive ængstelige ved første øjekast, men det er Iben Munneckes gave til tilskueren: Du må selv finde vejen, trække det hvide lærred ind i kroppen og lægge din egne farver. Her er kunsten som livet, i sidste ende, kan ingen skabe eller leve det for dig. 

Tine Paludan

Kunst skribent for artoteket www.artoteket.dk 

 

 

"Almost Landscape"

Iben Munneckes maleri og papirarbejder afspejler en saft og kraft nedkogt i en grafisk enkelthed, der med sin enkelte visuelle intensitet bryder ud over billedets ramme - som et kraftfelt.
Indimellem anes landskaber, måske-sole og dots, som flettes ind i det abstrakte billedsprog.
Kunstneren mestrer at beherske den store hvide flade, uden at værket taber styrke eller bliver fladt. Tværtimod. Den hvide flade bruges til at styrke farvefelternes intensitet på fornem vis.

Inspirationen hentes fra landskabet - de lag på lag påvirkninger, der sker i himlens farver, når solen prøver at bryde igennem på tågede eller disede dage, eller horisontens skarpe kant når himlen møder sneen, jorden, landskabet.
Iben Munneckes fokus er rettet mod den spændvidde og det rum, der skabes imellem farverne og den hvide flade, som gerne må stå ren og uberørt hen.

Trine Friedrichsen
kunstkonsulent